Hvad er Bhangrabeats fitness?

Bhangra er på kort tid blevet meget populært i fitnesscentrene, hvilket ikke er overraskende, da det er en sjov måde at komme i form på. Bhangra er en populær folkedans fra Punjab regionen, som er beliggende i nordindien og nordpakistan. Bhangra har en lang historisk baggrund, da det er en  500 år gammel festlig og traditionel høstdans, som i løbet af de seneste 30 år har banet sig sin vej frem til fitnesscentrene.

Bhangra er kendetegnet ved intens konditionstræning samt øget udholdenhed og fungerer derfor godt, som et levedygtigt alternativ til de eksisterende aerobic og danseformer inden for fitnessbranchen. Ifølge en artikel i The Times of India, er bhangra blandt de 5 største og bedste træningsformer i USA.

Hvem kan danse bhangra?

Bhangra fitness egner sig til folk i alle aldre uafhængigt af træningsniveau. Bhangrabeats fitnesshold er altid nøje planlagt og jeg sørger for at trinene er enkle og nemme at følge. Der bliver undervist i alle trinene, således at alle kan være med og undervisningen bliver altid tilpasset deltagerne.

Hvilke fordele er der ved Bhangra Fitness?

Ifølge The Times of India kan deltagerne forbrænde op til 800 kalorier på 1 time ved bhangratræning. Derfor kan bhangra være et godt valg, hvis man forsøger at tabe sig eller komme i god form, forudsat at man også følger en sund kost, styrketræner og træner ca. 3 gange om ugen.

Fordelene ved bhangra fitness er at:

  • Man får tonede muskler
  • Det er god konditionstræning
  • Det giver god udholdenhedsevne
  • Det styrker balancen
  • Det træner koordineringsevnen

Herudover er bhangra kendt for at være sjovt og det meste af tiden vil du forlade en time som opbrugt men samtidig også opløftet og frisk.

Bhangra er nemlig en energisk og meget glad dans, som bliver danset til den meget rytmiske bhangra musik. Det er de meget fede og tunge trommerytmer kombineret med bløde violinrytmer, som karakteriserer den meget verdensberømte musikgenre. Vælger du at prøve bhangra, vil du få en fremragende fitness-oplevelse og du lærer en ny kultur at kende samtidigt.